Anni G. Walther: Uden tvivl en succes!



Anni G. Walther: Uden tvivl en succes!

Anni G. Walther er formand for Styrekomiteen. Her tager hun et tilbageblik på en uge i Aalborg med besøg af imponerende sejlskibe fra hele verden, 700.000 besøgende på havnefronten og et unik maritim stemning i hele byen.

 

Hvordan synes du, The Tall Ships Races 2010 i Aalborg er gået?

Det hele gik op i en højere enhed, så det var en kombination af hårdt arbejde og tilsmiling af et fantastisk godt vejr.

 

Vi havde gjort vores forberedelser rigtig godt. Vi er - som den internationale organisation sagde til os - en fantastisk smiling styrekomite, og de gav os karakteren: Second to none, og så kan man jo ikke komme højere.

 

Det allerbedste var, at publikum fik en rigtig dejlig oplevelse. Overalt på havnefronten var der smil og glæde, og vi fik mange klap på ryggen fra publikum med: Godt gået!

 

 

Hvordan har The Tall Ships Races 2010 været anderledes i forhold til de to forrige værtsskaber i 1999 og 2004?

 

I forhold til 1999 og 2004 kunne vi denne gang mærke, at alle i organisationen, og vi er jo 1400-1500 i alt, havde overskud til også at nyde hele eventen. Man bakkede hinanden op, man sagde: Den opgave der, kan jeg også lige tage.

 

Det var samtidig også en helt anden og smuk havnefront i Aalborg, som publikum mødte og nød over alt. Mange havde forud gjort deres yderste for at alt skulle blive færdig, og det var det.

 

 

Hvad er dit sjoveste minde?

Det sjoveste minde fra dette års The Tall Ships Races skaffede kaptajnen på det indonesiske skib Dewaruci mig fredag aften.

 

Om formiddagen havde skibet sendt et ønske til os, om vi ville give dem en dansk folkedragt, da de havde en dragt fra hvert af de lande, de havde besøgt.

 

Dansk folkedragt tænkte jeg, og så sendte jeg en stafet i AaB-shoppen, og han købte den mest fantastisk klaphat med vikingehorn plus en rød-hvid fodbolddragt bestående af t-shirt og shorts. Og minsandten om ikke den flotte kaptajn i hans velpressede, sorte kaptajnsuniform trak det rød-hvide tøj over uniformen og tog vikingehatten på hovedet i overværelse af mange hundrede gæster på kajen.

 

Og det allerflotteste: Lørdag morgen kl. 11 stod han i vores The Tall Ships Races-sekretariat for at overrække mig et indrammet smukt foto af hele seancen. Det var rigtig flot gået! Og jeg er sikker på, at Danmarks-tøjet nu bliver danset rundt i alle de lande, det indonesiske skib besøger.

 

 

Hvorfor blev The Tall Ships Races 2010 i Aalborg en succes?

The Tall Ships Races Aalborg blev en succes, fordi det er leveret en kæmpe holdindsats, hvor alle gjorde lidt mere, end man kan forvente. Der var overskud over hele linjen til at levere en imponerende indsats, og så gjorde det bestemt ikke succesen mindre, at Vorherre hængte solen og det gode vejr ud alle fire dage.

 

Så selv om mange brugte sig selv voldsomt i sidste uge, så er jeg sikker på, at alle vil sige: Bare kom an igen: Aalborg og Nordjylland er klar.